Platformen blev skabt i 2017, og har ry for aktivt at modvirke censur, bl.a. ved at stille jurister til rådighed for platformens forfattere. Mange forfattere, hvis arbejder blev modereret bort på Twitter/X, Fakebook, Instagram, Youtube osv. er nu flyttet til Substack, hvor forfatterne selv modererer indhold og kommentarer. Endvidere er mange journalister, der som følge af krisen i de traditionelle medier er blevet fyrede, nu at finde på Substack.

Det har givet Substack en del kritik fra både statslige aktører, traditionelle medier og det sædvanlige cancel-kor, som er vrede over, at de ikke på Substack kan censurere folk, som de er uenige med, således som de var vant til på de traditionelle medier og på Fakebook, Youtube osv.

Forfattere og andre skabere af online-indhold har på Substack en mulighed for at kommunikere direkte med deres abonnenter, uden om modererende redaktører og andre tærskelvogtere. Som læser abonnerer man på den enkelte Substack, og der er flere abonnementsmuligheder, fra et gratis abonnement, der som oftest kun giver adgang til udvalgte artikler, til flere former for betalte abonnementer, som giver fuld adgang til alt indhold. Substack beholder selv 10% af abonnementsindtægterne, hvilket er billigt sammenlignet med de fleste online-platforme.

Problemet for den betalende læser er, at man kun abonnerer på en enkelt forfatter ad gangen. Hvor man med et traditionelt avisabonnement fik adgang til en bred vifte af avisens journalister og tilknyttede forfattere, abonnerer man på Substack kun på en enkelt persons udgydelser. Så selv om et abonnement typisk kun koster 5$ om måneden, løber det hurtigt op, hvis man har alsidige interesser.

En række forfattere og journalister har derfor forsøgt at gøre deres individuelle Substacks til fælles platforme for flere forfattere, således at disse ’Substacks’ nu fungerer lidt som de klassiske medieplatforme: Man abonnerer på en enkelt Substack, hvor flere skribenter deler platform. Eksempler er ‘Substacks’ som Matt Taibbi's "The Racket" og Max Blumenthal's "The Grayzone".

Problemet med denne model er, at disse ’Substacks’ dermed blot kopierer de traditionelle mediers forretningsmodel, med hvad det medfører af redaktionelt meningstyranni og tærskelvogteri etc.

Fordelen ved Substack er selvfølgelig, at platformen stiller spalteplads til rådighed for hvem som helst, uden at forlange noget til gengæld (andet end 10% af de mulige indtægter), således at alle og enhver kan oprette en Substack og begynde at skrive, uden at spørge nogen om lov. Og fordi Substacks hovedsæde er placeret i San Fransisco, har man, med den Første Tilføjelse til Den amerikanske Konstitution og Substacks legale rådgivning i ryggen, en rimelig god chance for ikke at blive bortcensureret fra internettet, hvis éns holdninger går statsmagten og/eller den konsensus, som diverse private moralister påberåber sig, midt imod.